Hospitalsudstyr i et par ingeniør-studerendes hænder

Victor Holm er normalt bachelorstuderende på uddannelsen Medicin og Teknologi, men i sommeren 2018 har han besluttet at gøre noget helt andet. Han har skrevet sig op til et af Engineering World Healths sommerkurser. Her skal han reparere og vedligeholde livsnødvendigt hospitalsudstyr i en lille landsby i det sydlige Nepal. 
 

 

 

Hospitalet, som Victor skal ned og være på, er forholdsvist nyoprettet og har byen og hele oplandet som distrikt. Det er som regel ret basale behandlinger, der kan foregå her. Mest fødsler, der evt. resulterer i et kejsersnit, sår, der skal sys eller lemmer, der skal lappes sammen. Det er meningen, at han skal tilbringe 4 uger på hospitalet sammen med Anders Sonesson, som også er fra DTU, og som studerer Geofysik og Rumteknologi.

Det er d. 31. juli 2018 i landsbyen Kapilvastu i det sydvestlige Nepal. Ved et langt slidt skrivebord sidder Victor og Anders bøjet over en af hospitalets mikroskoper. Pludselig kommer overlægen Dr. Kishor løbende ind i rummet med et større apparat i armene. Han nærmest råber i panik, at hans ultralydsmaskine er gået i stykker - og at Anders og Victor er nødt til at hjælpe ham. Dr. Kishor bruger scanneren på sin klinik hver dag. Victor og Anders skruer rutineret den dyre maskine fra hinanden, mens Dr. Kishor nervøst kigger dem over skulderen. De unge ingeniører konstaterer, at der er helt sort omkring én af komponenterne på den grønne printplade - dvs. en af de mange små komponenter er sprunget. Der findes desværre ikke nogen butikker i miles omkreds, hvor man kan købe nye reservedele, så de er lettere opgivende i situationen.

På kursus i Danmark

Seksuger tidligere er Victor på et tre-ugers kursus som forberedelse til Nepal-turen. Solen skinner fra en skyfri himmel udenfor. Victor og Anders er blevet ledt ned til et mørkelagt kælderrum under DTU. Man kan ikke se særlig meget og de aner faktisk ikke helt, hvor de skal starte eller begynde. Der er en underlig tikkelyd og et lille orange lys, der blinker oppe under loftet. Andet kan man ikke se. Bygningen her er normalt tilknyttet uddannelsen “Medicin og Teknologi”, men i disse dage bliver mange af rummene brugt til undervisning i Medicoteknisk instrumentering. Sommerkurset er bygget op, så de studerende i små grupper, i denne uge skal ud på i alt 20 poster og løse opgaver og reparere forskellige maskiner i deres eget tempo. Denne post er tilrettelagt af to professorer, der godt ved, at nogle af posterne kan være lidt kedelige for nogle af de dygtige studerende. Efterhånden som Victor og Anders vænner sig til mørket kan de skelne flere ting i rummet. Et antikt skuffedarium i hjørnet, et sammenrullet stykke papir i en snor, et gammelt foto på væggen og en hængelås. Det kræver, at Victor bruger en anden side af sig selv her. Kreativ problemløsning kræver tålmodighed og man er nødt til at komme ned i gear. Samme egenskaber, som man er nødt til at have, når man bliver sendt ud på de små landsbyhospitaler, hvor intet er som i Danmark.

Godt en uge efter kurset er slut går turen til Nepal. De i alt 21 studerende tilbringer to uger i Dhulikhel - på et resort lidt uden for Nepals hovedstad Kathmandu. Her får de et introkursus til Nepals sprog og i kulturforståelse. Informationer, der skal hjælpe dem godt på vej i de næste fire uger ude i distrikterne. Desuden bliver de rystet lidt sammen med gruppen, og tager sammen på sightseeing-ture ind til Katmandu.

Nepal defineres af FN som et af de mindst udviklede lande i verden, og det skønnes, at omkring 40 procent af Nepals børn er underernærede. Klimaet og temperaturerne varierer i høj grad fra det flade lavland mod syd til bjergene i nord og i lavlandet, Terai, hvor Victor og Anders skal bo i de næste 3 uger, er temperaturerne i juli ofte oppe på 35-40 grader.

Velkommen til landsbyen Kapilvastu

Det er nat, Victor sidder ret op og ned på sin seng foran en ventilator. Ventilatoren kører ikke. Det er brændende hedt og luften er fugtig. Han er fuldstændigt udmattet efter en ca. 16 timers bumletur i bus fra Kathmandu. Det lille guesthouse er ejet af en familie i tre generationer. Familien har varmt modtaget de unge danskere og installeret dem sammen på et af de små værelser oven på familiens egen bolig. Sønnen i huset ved godt at varmen kan være udfordrende for sådan et par blege nordeuropæere og har udstyret dem en ekstra gulv-ventilator, da den store fan i loftet muligvis ikke vil være nok for dem.

Victor er vågnet ved at der pludselig er en påfaldende mangel på lyd. Den stadigt vedvarende snurren fra ventilatoren er væk. Han sætter sig op på den hårde seng, for at vente på at ventilatoren går i gang efter endnu en strømafbrydelse. Han sveder alt for meget til at kunne sove. Strømmen svinger op og ned og kun på hospitalets primitive operationsstue findes en nødgenerator. Ikke her på værelset. Der må man bare vente.

Værelset er ca.15 m2, med to vinduer ud til gaden. Myggenettet er lidt i stykker og Anders har prøvet at sætte det fast, men myggene kan sagtens finde ind i værelset alligevel. Hvert andet øjeblik lyder et horn ude fra gaden med et langt og gennemskærende ”dyyyhht” og busser, der bestemt blæser i hornet for lige at meddele, at nu er de her altså. Victor synes, det er til at blive helt skør i bolden af - især om eftermiddagen, når de kommer hjem fra arbejde og slet ikke orker andet end at sidde på værelset og slappe af. Morgen, middag og aften får de serveret nogenlunde det samme, “Dal Bhat”, som er en ret bestående af kogte ris med en slags krydret linsegrød og ind i mellem med forskellige grøntsager. Victor er ikke særlig glad for maden og især om morgenen synes danskerne, at det ville være rart med noget andet at spise, så familien nedenunder fremtryller noget hvidt franskbrød og noget marmelade. Victor kan godt li’ at blive udfordret og det at blive tvunget ud af sin komfortzone, er faktisk en af grundene til at han overhovedet skrev sig op til at komme afsted.

I EWH mener man at formålet med kurset og rejsen umiddelbart på overfladen ser ud til, at man udelukkende tager ud for at hjælpe u-landene, men at de studerende kommer hjem med mindst lige så meget i rygsækken, og på studiet Medicin og Teknologi lægger erfaringen op til at man lige får den ekstra stjerne på CV’et, når man har været afsted med EWH.

Der er fire nepalesiske læger tilknyttet hospitalet. Victor og Anders synes egentlig de er ret cool - lægerne - og desuden de eneste, der kan tale engelsk. Patienter sidder og ligger hist og her på gangene. Køer, som er hellige i Nepal, trasker rundt over det hele i byen, og også her inde i hospitalets lille gård mellem de lysegule betonsøjler. En enkelt gang bliver en løsgående ged endda smidt ud af røntgen-rummet, hvor de to ingeniør-studerende har fået deres pladser. I samme rum sidder røntgenlægen også og arbejder og når en patient har fået taget sit røntgenbillede, bli’r personen ofte sendt ud og blafre med billedet ude i gården, så billedet kan lufttørre. Hygiejne tages der ikke så seriøst på, synes Victor.

 

På tur med lægerne

Der er gået et par uger på hospitalet. Det er helt vanvittigt varmt i dag, det siger selv nepaleserne. Anders og Victor er altid i skjorte og lange bukser. Det er man nødt til for at se professionel ud. Anders og Victor står opgivende og bakser med en autoklave - en maskine, der er til at sterilisere udstyr til brug på operationsstuen. Deres hænder er helt sorte af sod. Pludselig kommer overlægen styrtende ind. Lægen siger at de skal smide hvad de har i hænderne og komme. - De skal med alle lægerne ud og bade! De unge mænd protesterer og vil i det mindste lige rydde alle tingene til side først. Men lægen insisterer og siger at sygeplejerskerne nok skal rydde op efter dem. Victor synes på en eller anden måde, ikke at de kender lægerne godt nok, til at de ligefrem kan tage med dem ud og bade, men Anders er helt med på idéen.

Snart sidder de sammen med overlægen og assistenten i lægens firhjulstrukne Landrover og skrumpler afsted mod i de lave bjerge eller bakker, som nepaleserne kalder de bjerge, der ikke er sne på. De tre andre læger er allerede derude og alle bader og samles i en drengekåd leg i en naturlig pool af køligt bjergvand. Lægerne springer i fra klipperne. Det huer ikke Victor. Han har ikke lyst til at rive sig på en eller anden skarp klippe. Der kan jo hurtigt gå infektion i såret, når det er så varmt. De dykker og konkurrerer om hvem der kan holde vejret længst under vandet.

Senere på dagen bliver de sultne og sammen går de op i den nærliggende landsby for at finde et sted at spise. Victor og Anders har hele tiden været påpasselige med ikke at spise mad, der ikke er helt friskt. Lægerne er heldigvis også forsigtige, men kender en familie, der godt vil lave dem noget god mad til dem - mod betaling naturligvis. Den ene læge udpeger en kylling, som går rundt mellem plastikstolene. Familien løber rundt i et godt stykke tid for at fange den - den springer rundt og basker vildt med vingerne. Lægerne får drukket en del øl (Tuborg) og alle snakker og pjatter, inden familien endelig serverer den lækre frisklavede kylling med ris og karry.

Ved bordet sammenligner Dr. Kishor lægernes arbejde med ingeniørernes: Victor og Anders åbner maskinerne op og gør deres bedste for at reparere dem med de komponenter og det værktøj de nu har til rådighed. Nogle gange virker apparaterne og andre gange kan de ikke lave dem. Det samme kan man sige om lægerne: De skærer patienterne op og prøver at reparere dem så godt de nu kan og med de instrumenter, de nu har til rådighed og så syer de dem sammen igen. Nogle gange lykkes det og andre gange ikke. Victor tænker, at det ikke er helt det samme og at lægerne på en eller anden måde har noget mere ansvar med det, de laver, men griner af sammenligningen. De snakker løst og fast omkring religion, det politiske system i Nepal og om fodbold, inden de kører hjem i halvmørket.

Hospitaler og generel sundhed er blevet meget bedre i Nepal i de sidste år. På bare 20 år er både børnedødeligheden halveret og gennemsnitslevealderen er steget fra 60 til 71. Men selvom dødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel er blevet meget bedre i Nepal nu, er den stadig over 50 gange højere end i Danmark. Og mange af de små hospitaler og lægeklinikker er stadig primitive og mangelfulde.

The simpler the better

Tilbage på hospitalet står Victor sammen med Anders over dr. Kishors ultralydsmaskine. Situationen virker komplet håbløs, når de nu ikke kan skaffe den komponent, der skal til. Men lægen fortæller, at han kender en lille elektronik-shop i byen, hvor en mand reparerer og sælger brugte TV og radioer. Victor håber at lægen har forstået, hvor vigtigt det nu er, at komponenten har nøjagtigt de samme værdier, som den, der er gået i stykker. Dr. Kishor stryger afsted med printpladen - og er kort efter tilbage med en komponent, som ligner den, der er gået i stykker - ikke helt den samme, men næsten. En komponent som manden i teknik-forretningen har fundet i en gammel DVD-afspiller. Anders spørger om Dr. Kishor stoler på manden i forretningen, og da han nikker, beslutter de sig for at prøve den af. Victor og Anders samler rutineret lægens uundværlige ultralydsmaskine - og de sætter spændt strøm til igen. Ultralydsmaskinen lyser heldigvis op og virker helt perfekt. Dr. Kishor smiler stort og takker ingeniørerne mange gange. Men før lægen kan fortsætte sit vigtige arbejde, hjælper de ham også med, at få den rigtige spænding på klinikken til at passe til apparatet.

I alt fik Victor og Anders repareret og registreret stort set alt det hospitalsudstyr, som kunne repareres. Også et mikroskop kom under Victor og Anders behandling. I stedet for en kompliceret printplade til at regulere mikroskopets lys, fandt Anders på at installere en simpel lysdæmper. En lysdæmper, som dem, folk ellers bruger til at lave hyggebelysning over spisebordet. En enkel men meget mere funktionel løsning for det lille hospital.

 

Hjemme i Danmark overvejer Viktor hvad han har fået ud af opholdet i Nepal. Ud over en hel masse på det personlige og faglige, har han også lært vigtigheden omkring at designe sensorer og apparater så enkelt og målrettet som muligt. Læger har som regel ikke det store behov for apparater, der har alle mulige særlige funktioner og muligheder, men skal oftest bare målrettes én specifik opgave. Det har han selv erfaret med sine egne øjne. Og om han kan anbefale andre studerende, at tage afsted, er han slet ikke i tvivl. Ja, selvfølgelig skal de det. De skal bare se at komme afsted og det kan kun gå for langsomt.

Fakta om EWH:

EWH (Engineering World Health) er en amerikansk non-profit-organisationder har til formål at skabe indsigt i og forbedre forholdene på lav-ressource hospitaler i verdens u-lande. Frivillige ingeniørstuderende bliver udsendt til hospitalerne for at installere medicinsk udstyr og optræne personalet i brug og vedligeholdelse, samt for at reparere og registrere hospitalernes udstyr.

EWH har I samarbejde med DTU studerende skabt den frivillige studenter organisation EWH DTU. EWH DTU er et international-hub for udsendelse som frivillig til Nepal hvor studerende fra norden deltager det obligatoriske introduktions kursus til rejsen. Alle DTU’s studerende har fri adgang og mulighed for at være medlem af organisationen EWH DTU samt at deltage i EWH sommer institutter der foregår verden over.

På verdensplan reparerede 175 frivillige ingeniørstuderende i 2018, 2036 maskiner i Rwanda, Tanzania, Uganda, the Dominican Republic, Guatemala, Cambodia, Mongolia og Nepal.

Af den blev 15 DTU studerende udsendt til Nepal og Mongoliet. Denne sommer går turen for de DTU-studerende også til Nepal.

Kilder:

Interview med Victor Holm, 25 år. Studerende på DTU Sundhedsteknologi, Medicin og Teknologi

Interview med Anders Sonesson, 24 år. Studerende på DTU Space, Geofysik og Rumteknologi

Mailudveksling med Morgane Garreau, PR-ansvarlig i EWH

Rundvisning af formand, Patrick Janowski og fremvisning af “escape room” af professor Jens E. Wilhjelm.

FN forbundets “Globalis”: https://www.globalis.dk/Lande/Nepal

Mellemfolkeligt samvirke: www.ms.dk/asien/nepal

EWH: https://ewh.org/ og http://www.ewh.dtu.dk/

Foredrag af Liselotte Højgaard til EWHs 5 års jubilæum, 6. Juni 2019