Laborant til Hevesy Laboratoriet

mandag 11 jan 21

Send ansøgning

Frist 25. januar 2021
Du kan søge om jobbet ved DTU Sundhedsteknologi ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Hevesy Laboratoriet på DTU Risø Campus søger en ny medarbejder til fremstilling, kontrol og udvikling af radioaktive lægemidler til diagnostik og terapi.

Hevesy Laboratoriet er en afdeling med 30 medarbejdere ved DTU Sundhedsteknologi. Stillingen hører under Sektion for Radioaktive lægemidler, og vi fremstiller rutinemæssigt radioaktive lægemidler til hospitaler og forskningsgrupper i ind- og udland – endvidere udvikler vi nye lægemidler og fremstillingsmetoder samt deltager i klinisk afprøvning.

De radioaktive lægemidler fremstilles under GMP ved mærkning af organiske udgangsstoffer med radioaktive isotoper produceret i laboratoriets cyklotron eller fra reaktorbestrålet materiale. En stor del af produktionsarbejdet er automatiseret af strålehygiejniske årsager.

Jobbet
Du bliver en del af en engageret lægemiddelfremstillings-gruppe. Da lægemidlernes holdbarhed typisk er få timer, er der behov for tæt samarbejde, god kommunikation og hurtige beslutninger.


Lægemiddelgruppen består af 12 laboranter, en produktionsansvarlig, en QC ansvarlig, en QA ansvarlig og en sagkyndig person. Arbejdet er meget alsidigt og vil veksle mellem farmaceutisk produktion, dokumentation, kvalitetskontrol samt eventuelt forsknings- og udviklingsprægede opgaver. Det er derfor vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt i et dynamisk tværfagligt miljø.

Kvalifikationer
Vi forventer, at du:

  • har en relevant uddannelse som laborant, laboratorietekniker eller bioanalytiker
  • har erfaring med/kendskab til aseptisk arbejde i renrum og arbejde under GMP
  • har erfaring med HPLC og/eller GC
  • har erfaring med håndtering af åbne radioaktive kilder vil være en fordel
  • er god til at håndtere meget korte deadlines i et travlt miljø.

Hvad tilbyder vi dig
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job i en international atmosfære, hvor fagligheden hos vores medarbejdere er af største vigtighed, derfor er kompetenceudvikling en selvfølge. Vi er desuden en familievenlig arbejdsplads med fleksibel arbejdstid og en uformel omgangstone.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/Stat) eller anden relevant overenskomst. Stillingen er normeret til 37 timer om ugen.

Da vores produkter ofte skal stå klar til brug hos brugerne kl. 08:00, må du påregne 4 gange om måneden at skulle møde meget tidligt (ca. 03:30). Der kan desuden være op til 14 dage pr. måned med morgenvagter, som starter mellem kl. 05:30-6:00. Under oplæringsperioden vil morgenaktiviteterne være hyppigere.

Ansættelsesstedet er DTU Risø Campus ved Roskilde.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din ansøgning senest den 25. januar 2021. Åben linket ”ansøg online” og udfyld ansøgningsformular samt vedhæft motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. Vi glæder os til at høre fra dig.

Vi planlægger at indkalde til samtaler løbende.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Marianne Nielsen på
marn@dtu.dk eller 6179 2232.

Alle interesserede uanset alder, køn race, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

DTU Sundhedsteknologi laver forskning, uddannelse og innovation der retter sig mod sundhedssektoren. Sundhedssektoren er globalt økonomisk expanderende og er aftager af den mest avancerede højteknologi. DTU Sundhedsteknologi skaber fundamentet for at virksomheder kan udvikle nye innovative tjenesteydelser og produkter til gavn for mennesker og værdiskabende for vores samfund. DTU Sundhedsteknologi spænder fagligt fra imaging og biosensorer, over digital health og biologisk modellering til biopharma. DTU Sundheds-teknologi har omkring 175 videnskabelige medarbejdere, 130 ph.d.-studerende og ca. 80 teknisk/administrative medarbejdere.


Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.000 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. Vores hovedcampus ligger i Kgs. Lyngby nord for København, og vi har campusser i Roskilde og Ballerup samt i Sisimiut i Grønland.