Produktion af radioaktive lægemidler

Tidligt oppe for at hjælpe danske kræftpatienter

mandag 20 apr 20
|
af Tom Nervil

Kontakt

Mikael Jensen
Professor
DTU Sundhedsteknologi
46 77 53 59

Imens Danmark og DTU har været lukket ned, er livsvigtige dele af samfundet kørt videre. Det gælder også for nogle af DTU´s laboratorier.

På Hevesy Laboratoriet, der ligger på Risø ud mod Roskilde Fjord, bliver der tidligt om morgenen fremstillet radioaktive lægemidler, som skal anvendes i forbindelse med skanning af kræftpatienter. Væskernes holdbarhed måles i timer og skal anvendes inden for samme dag.

 

Laboranterne møder på arbejde kl. 3.30 i renrummene på Hevesy Laboratoriet, hvor de forbereder skanningsvæsker til kræftpatienter. De radioaktive lægemidler leveres i små hætteglas og bliver pakket i særlige blyforede transportbeholdere, der hentes kl. 6:45 af forskellige chauffører, der kører dem til sygehusene i Næstved, Bispebjerg og Køge. Her bliver væsken injiceret i kræftpatienter, for at lægerne kan lokalisere en eventuel kræftknude.

 

Tiden er vigtig

"Der er blevet fremstillet radioaktive isotoper i Hevesy Laboratoriet siden 2004, og forskerne her arbejder på fortsat at udvikle bedre versioner af dem."
Professor Mikael Jensen

Det er vigtigt at kende fremstillingstidspunktet og injektionstidspunktet for at vide, hvilken dosis patienten skal have, idet den radioaktive halveringstid er ca. to timer. Ved en skanning kl. 12 skal patienten således kun have halvt så meget skanningsvæske som ved en skanning kl 14. 

 

Hevesy Laboratoriet er en del af DTU Sundhedsteknologi og bruges til at udforske, udvikle og producere radioaktive isotoper og radioaktive lægemidler til at diagnosticere og behandle en lang række sygdomme, som ud over kræft også tæller hjertesygdomme og hjernesygdomme.

 

”Der er blevet fremstillet radioaktive isotoper i Hevesy Laboratoriet siden 2004, og forskerne her arbejder på fortsat at udvikle bedre versioner af dem,” fortæller professor Mikael Jensen, der er ansvarlig for laboratoriet.

 

Forskerne producerer radioaktive isotoper ved hjælp af en biomedicinsk cyklotron, der er placeret i kælderen på Hevesy Laboratoriet.

 

Fakta

Radionuklider

Grundstoffer findes i flere former, kaldet isotoper. Isotoperne kan være stabile, eller de kan være ustabile og udsender så ioniserende stråling ved deres henfald. De ustabile isotoper kaldes radionuklider. Radionukliderne kan alene eller ved sammenkobling med en kemisk forbindelse danne et radioaktivt sporstof. De radioaktive sporstoffer, eller radioaktive lægemidler, som det rettelig er, benyttes til både nuklearmedicinske undersøgelser og behandling.

 

Halveringstid er den tid, der går, før mængden af et radioaktivt stof er reduceret til det halve. Stoffets aktivitet, der defineres som antal radioaktive henfald pr. sekund, aftager i samme forhold.

Hver radioaktiv isotop har en bestemt fysisk halveringstid. I biologien bruges biologisk halveringstid om den tid, der går, før halvdelen af et stof er udskilt af en organisme. For at minimere patienternes stråle-belastning vil man ofte søge at benytte stoffer, som har nogenlunde samme biologiske og fysiske halveringstid

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.