Foto Bax Lindhardt

DTU opruster til 10.000 covid-19-test i døgnet

mandag 07 sep 20
|
af Tom Nervil

Kontakt

Helene Larsen
Udviklingschef, Molekylærbiolog, PhD
DTU Sundhedsteknologi
35 88 68 72
Læs mere om DTU's testlinje i artiklen: Covid-19-test 14 timer i døgnet 7 dage om ugen
DTU har indgået aftale med Region Hovedstaden om at give laboratoriesvar på 10.000 covid-19-prøver dagligt. Det svarer til en tredjedel af samtlige test i Danmark.

Den danske strategi mod covid-19 omfatter massetest. Det øger trykket på testcentrene, der foretager podninger af folk, og på de hospitalslaboratorier, der skal levere svar på prøverne. Via en ny aftale med Region Hovedstaden på vegne af alle dansker regioner er Center for Diagnostik DTU med til at sikre en robust laboratorietestkapacitet i Danmark.

Danskerne og de ansvarlige politikere ønsker flere test og hurtigere svar på prøverne, så de smittede kan holde sig i karantæne, og de smittefri kan fortsætte deres normale tilværelse. Det skal den nye aftale være med til at sikre.

Der foretages nu ca. 30.000 test om dagen i Danmark (pr. 1/9 -2020), så med den nye aftale på plads vil hver tredje af samtlige test i Danmark blive analyseret på DTU.

DTU øger bemandingen og tilfører endnu et skiftehold

Centeret har siden starten af april testet 14 timer i døgnet syv dage om ugen. Det har gjort centeret i stand til at analysere alle de prøver, der kom ind ad døren – og det har således ikke været centerets kapacitet, der har været flaskehalsen i forhold til at give borgerne hurtige testsvar.

I forbindelse med den nye aftale om 10.000 test om dagen er udviklingschef Helene Larsen nu i gang med at sætte yderligere et nathold sammen, som skal arbejde fra 22.00 til 05.30 fire nætter om ugen, mandag til fredag.

”Det skaber naturligvis en særlig situation på DTU Center for Diagnostik, men vi har stor erfaring med at udvikle og gennemføre test til diagnostik af sygdomme, og vi var helt fra start, da coronavirus begyndte at sprede sig, gearet til at håndtere SARS-CoV-2, der resulterer i sygdommen covid-19. Nu gør vi det bare fuldt ud og med al den kapacitet, vi har,” siger Helene Larsen. 

Vigtigt for regionerne

Aftalen og dermed den øgede kapacitet på laboratoriesvar er også afgørende for regionerne, når der skal foretages massetest.

”Vi er meget glade for, at vi har indgået en aftale med DTU om analyse af test. Det er en vigtig del af den danske corona-strategi at teste mange mennesker hver dag, og uden denne aftale ville vi ikke kunne udføre nær så mange test, som vi gerne vil. Jeg vil derfor gerne sige tak til DTU for det gode samarbejde om at løse denne vigtige samfundsopgave,” siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.

 

Sådan analyseres prøverne på DTU

Prøverne leveres døgnet rundt via hospitalernes logistikordninger i et kølerum. I de første laboratorier, samlet kaldet station 1, modtages prøverne af 3-4 medarbejdere der sikrer sig, at det af hospitalerne angivne prøveantal passer med indholdet i kasserne. Herefter centrifugeres prøverne, og de skannes ind i laboratoriets informationssystem for at sikre sporbarhed af prøverne. Herefter overfører tre store robotter prøvematerialet fra poderørene til et pladeformat. Dernæst overføres prøverne til station 2, hvor evt. tilstedeværende viralt RNA oprenses af endnu tre robotter.

Ved station 3 overføres virus-RNA til PCR-reagenser i en ny robot, og prøveringen sættes i PCR-maskinen i station 4a, hvor næste trin, den såkaldte PCR (Polymerase Chain Reaction) gennemføres. Her opformeres SARS-CoV-2-RNA i evt. positive prøver og positive kontrolprøver til mængder, der gør det muligt at måle på virus i prøven. Som tjek på at prøven er taget retmæssigt, er der desuden en PCR, der opformerer humant DNA fra podepinden.

Til sidst kvalitetssikres testkørslerne af en videnskabelig medarbejder ved station 4b, og testresultaterne analyseres og uploades til Region Hovedstadens database, hvorfra de mange hospitaler kan hente deres prøvesvar.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.